Psykiatriens tal-paradoks
Psykiatrien fylder langt mindre i Folketinget end kræft og hjertesygdom. Men når politikerne endelig spørger, handler det påfaldende ofte om at få udleveret tal, andre områder for længst har fået. Vi har talt spørgsmålene.
Der er en måde at måle, hvad magten interesserer sig for: tæl de spørgsmål, den stiller sig selv. Hver gang et folketingsmedlem vil holde en minister fast, sker det gennem et skriftligt spørgsmål — et § 20-spørgsmål eller et udvalgsspørgsmål. Alle registreres, dateres og gemmes i Folketingets åbne database. De er et spejl af den politiske opmærksomhed.
Vi hentede dem alle for seks sundhedsområder — i alt godt 15.500 spørgsmål gennem to årtier — og talte dem. Billedet, der tegner sig, rummer et paradoks.
Den første kløft: opmærksomheden
Kræft fylder alt. Med over 10.000 spørgsmål har kræftområdet fået mere politisk bevågenhed end de fem andre områder tilsammen. Psykiatrien — trods årtiers tale om ligestilling mellem fysisk og psykisk sygdom — får under en fjerdedel så mange.
Man kan indvende, at kræft rammer flere. Det er rigtigt. Men psykisk sygdom er ikke en niche: hver sjette dansker har en psykisk lidelse på et givet tidspunkt, og psykiatrien har i årevis været beskrevet som et system under pres. Alligevel er den politiske opmærksomhed, målt i spørgsmål, markant mindre.
Det andet mønster: jagten på tallene
Her bliver det interessant. For når man ser på, hvad spørgsmålene handler om, vender billedet. Vi målte, hvor stor en andel af spørgsmålene der beder om konkrete tal — antal, opgørelser, statistik, andele. På psykiatriområdet gør hvert femte spørgsmål det. På kræftområdet kun hvert syttende.
Psykiatrien topper listen. Politikerne beder tre gange så ofte om tal på psykiatriområdet som på kræftområdet — det mest veletablerede, mest målte felt i sundhedsvæsenet.
Man beder ikke gentagne gange om tal, man allerede har. Den vedvarende efterspørgsel er i sig selv et signal om, at noget mangler.
Hvad tallene siger — og hvad de ikke siger
Lad os være præcise, for her er grænsen mellem analyse og påstand. Vores data viser to ting sikkert: at psykiatrien får mindre politisk opmærksomhed end de somatiske sygdomme, og at en påfaldende stor del af den opmærksomhed, den får, er krav om tal.
Det, tallene ikke kan vise, er, om ministrene så rent faktisk udleverer dem. Det svar ligger i selve svar-teksterne — og dem udleverer Folketingets systemer ikke maskinelt. Vi kan altså dokumentere efterspørgslen, ikke afvisningen. Endnu.
Men mønstret er svært at ignorere. På et område, hvor tal for ventetider, tvang, genindlæggelser og dødsfald igen og igen bliver efterspurgt fra Folketingets talerstol, er den nærliggende forklaring, at tallene er svære at få. Det er den tråd, vi trækker i nu — ad aktindsigtens vej, ét svar ad gangen.
For en oplyst offentlighed er selve efterspørgslen værd at bemærke. Når folkevalgte gennem tyve år bliver ved med at spørge “hvor mange?”, er det ikke støj. Det er lyden af en blind vinkel, der endnu ikke er lukket.
Analyse · MagtSpejlets redaktion · Synspunkter er redaktionens egne